Min første fødsel

Fødselsberetning Anker

5/10 – 2014

Lørdag d. 4 oktober – 3 dage til termin. Vi boede på det tidspunkt på Islands Brygge, og Jonas havde en aftale med et par kammerater om at drikke lidt øl og hygge. Ved 21 tiden synes jeg at jeg kunne mærke at det føltes lidt anderledes i kroppen, men ikke noget vildt eller nogen smerte. Mere sådan “lidt flere plukveer”-fornemmelse. “DU er IKKE i tvivl når du skal føde”, det havde jeg fået at vide af mange. Jeg var ikke andet end i tvivl, så det var helt sikkert ikke noget. Slet ikke som førstegangsfødende og stadig 3 dage til termin. 

Jeg havde om dagen været hjemme ved en veninde, som var Jordemoder – så hvis jeg skulle til at føde, så kunne hun vel se det på mig…. Troede jeg…

Ved 23 tiden skrev jeg til Jonas, at min mave var begyndt at spænde mere op, og det var en lidt anderledes følelse end normalt, MEN han skulle ikke komme hjem, fordi det var nok bare kroppen, som var i gang med at gøre klar til fødsel om noget tid. Jeg fik ham dog til at love, at tage en durum med hjem, når han alligevel var på Nørrebro – det skal man jo. Så Jonas kom hjem ved 1-2 tiden. Jeg var faldet i søvn, men tænkte alligevel at jeg godt lige kunne spise en durum, nu når den var helt frisk.

Jeg var stadig fuldstændig overbevist om, at jeg ikke skulle til at føde. Jeg havde stadig den samme fornemmelse i kroppen, men kunne sagtens sove fra det.

Min mor, søster og svigermor skulle alle med til min fødsel, og jeg glædede mig til at dele den oplevelse med dem også. Min mor og søster bor i Nordjylland, så det ville tage dem ca. 4-5 timer at komme til København, men det ville jo slet ikke blive et problem. Først skulle man jo ind på hospitalet og og skulle man sendes hjem, og derind igen. Måske ville der gå flere dage før man skulle føde..

Søndag morgen vågnede jeg, og begyndte at føle at det nev en smule mere, stadig slet ikke smerte. Jeg ringede til min mor og sagde, at vi lige ville ringe ind til fødestuen og spørge om de synes vi skulle komme ind eller vente lidt. Jeg forsikrede dem om at de altså IKKE behøvede at køre endnu, jeg var helt sikker på, at hvis det her overhovedet var fødslen, der var ved at gå i gang, så ville det i hvert fald først ske om nogle dage.

Jeg ringede ind til fødegangen ved 6.30 tiden, jeg var stadig meget rolig, vi var begyndt at tage lidt tid på “veerene”, eller det som måske var veer – jeg var stadig 100% i tvivl. Men jeg brugte mine indøvede vejrtrækningsøvelser fra Smertefri Fødsel, selvom jeg ikke synes det var decideret smerte – de hjalp mig med at fokusere og prøve at gennemskue hvad det var min krop var i gang med. Jeg var meget rolig og havde det helt fint. Jeg kan ikke huske hvad fødegangen egentlig sagde til mig, men jeg tror det var noget med at jeg bare skulle slå kold vandt i blodet, jeg var jo førstegangsfødende, og at det var ganske normalt at man begyndte at mærke lidt nogle dage før termin, jeg kunne godt regne med at det ville gå i sig selv igen…….  

På trods af min forsikring til min mor, om at de altså IKKE skulle stresse over at komme afsted – så ringede hun.. Det må have været ved 7-8 tiden og sagde at nu var de altså kørt. De ville hellere være på den sikre side og så blive et par dage  i København og vente på fødslen, end de ville risikere at de ikke nåede det. Jaja, typisk mødre, jeg lå stadig derhjemme og var slet ikke blevet bedt om at komme på hospitalet endnu- men et par dage med min søster og mor inden baby, ville jo også være okay, tænkte jeg..

Meeeen.. ved 9 tiden, så begyndte det at gøre lidt mere nas og pludselig var der ikke særlig langt mellem veerne. På INGEN tid kunne jeg pludselig ikke rigtig tale længere når der kom den der krampelignende ting, Jonas måtte overtage telefonen og ringede til fødestuen, de synes vi skulle få fat i en taxa og komme afsted. 

Selvom det gjorde ondt når veerne var der, så var jeg helt okay og når de ikke var der. Jeg var stadig fuldstændig sikker på, at jeg ikke skulle føde endnu. Så sikker, at jeg ikke tog vores hospitalstaske, autostol eller lift med da taxaen kom 10.40. Det lyder virkelig fuldstændig vanvittigt at jeg ikke tog de ting med. Men som jeg husker det, så var jeg bare så sikker på at man altid blev sendt hjem med en sætning alla “Ja, du har åbnet dig 3 cm, så jeg synes i skal tage hjem og komme tilbage i aften”… 

Nå, men da taxaen kom var jeg midt i en ve og jeg nægtede at forlade min seng, så Jonas måtte løbe ned på gaden og forsikre taxamanden om at vi nok skulle betale, han kunne bare starte taxameteret – vi vi ville komme inden længe. Mig ind på bagsædet, Jonas sad på forsædet.. Hvorfor gjorde han egentlig det??? Han burde da havde siddet bagved ved mig 😀 Hah. 

Jeg skulle føde på Hvidovre, og da vi ankommer har jeg bare ve på ve på ve. Jeg husker at jeg bare råber til Jonas at han skal finde en stol. Gangen er helt tom, men han finder en stol fra et personalerum. En sygeplejerske eller Jordemoder kommer ud og siger noget med stolen, men ser så at jeg sidder på den og laver mine vejrtrækningsøvelser. Jeg høre hende bare sige “Ja, hun skal vist ikke til forundersøgelse – der er ledigt på stue 10”. Hvor sindssygt end det lyder, så tænker jeg stadig på det tidspunkt – jeg skal altså ikke føde LIGE nu. Min mor og søster er på vej fra Jylland, og de skal altså med til den fødsel.

Sådan noget bestemmer man selvfølgelig ikke selv… Da jeg rammer fødestuen og sengen er klokken omkring 10.30. Jeg mindes at Jonas får ringet til min mor og sagt at vi er ankommet til fødestuen, og at de bare kan komme og være med. Han har også ringet til sin egen mor, som har lidt over en times køretid. Så alle er på vej, alle skal nok nå det uanset. 

Jeg er stadig ved godt mod, det gør pisse ondt, men jeg er til stede og kan være i det. Jeg takker nej til smertestillende da de spørger mig første gang – jeg føler egentlig at lige der er det okay, og jeg kan stadig fokusere på min vejrtrækning.. Nu er det ligesom gået op for mig, at jeg ikke skal hjem igen, men er klar til de næste mange timer….

Der kommer en meget sød jordemoder og undersøger mig, det tager 30 sekunder, hun kigger på mig og siger “Sofie – du er 10 cm åben, du skal føde nu”. Herfra går det stærkt og langsomt på samme tid. Det er et smerte helvede uden lige, det vil jeg ikke lyve om.  En ting jeg husker ret klart er, at jeg rejser mig op og får sådan et “gangstativ” – og der er sådan et sort læder håndtag på, og der er bidemærker i læderet. Ikke fra mig, men der kom flere bidemærker i det læder. Jeg kan huske, at min pressetang forbandt jeg (naturligt nok) med at sidder på toilettet, så jeg sad det meste af tiden bare ude på toilettet, selv mit vand gik mens jeg sad der – så det var helt perfekt 😀 Jeg husker at det gjorde så hjertedødt ondt, men jeg kan ikke rigtig skille de forskellige faser ad – nok fordi det hele gik ret stærkt.

Til sidst nåede jeg til et punkt, hvor jeg bare giver op og beder om at det smertelindring jeg kan få…  Meeeen der siger jordemoderen “Det er for sent nu, om 15 min er du mor”. Og når jeg siger til sidst, så er det ikke sådan efter 8-10 timer.. Men kun efter 1,5 time. Jeg er fuldstændig forundret over de kvinder som har lange fødsler – de er fandme seje!!! 

Og ganske rigtigt, 12.10 kom Anker til verden, ca. samme tid som min søster og mor køre ind i P-kælderen på Hvidovre Hospital. Der sad vi med en lille bitte dreng, som var helt perfekt. Det er virkelig et uvirkeligt øjeblik. Man er så glad, men samtidig er man også bare fuldstændig smadret og helt blown away over ens egen præstation – det var jeg i hvert fald. Det sværeste for mig under fødslen var helt klart at presse hovedet ud, det er så svært og smertefuldt. De nåede faktisk lige at sætte en måling på Ankers hovede og tilkalde en læge, for at se hvordan han havde det, fordi jeg var lidt langsom til at presse ham ud. Men målingen nåede ikke op på skærmen, før jeg selv havde presset ham ud.

Jeg husker faktisk at min mor og søster kommer ind af døren lige i det samme som jeg føder moderkagen. Selvom jeg havde et ønske om at de og min svigermor skulle have været med til fødslen, så var det hele bare alligevel fuldstændig perfekt. Jonas nåede lige at ringe til han mor og bede hende tage hospitalstasken og liften med fra lejligheden – så hun kom med det hele. Anker havde det godt, amningen gik godt, jeg havde det godt. og kl. 16.30 kørte vi som en lille familie afsted fra Hvidovre og kl. 17 var vi hjemme i vores lejlighed igen. kl. 22 lå vi alle i sengen, og det var en fuldstændig vanvittig følelse. 

Jeg betegner min fødsel som en nem og god fødsel, fuld af smerter – som jeg heldigvis det meste af vejen kunne håndtere. Det er svært at sige, hvorfor min fødsel blev som den gjorde. Men jeg er selv ret sikker på, at min udvidelsesfase startede lørdag aften, og mine vejrtrækningsøvelser og det mindset jeg havde fået igennem bogen, Smertefri Fødsel, har været med til at min krop har været klar, og jeg kæmpede ikke på noget tidspunkt (måske lige bortset fra da hovedet skulle presses ud) imod min krop, jeg arbejdede med den. Jeg havde fået nogle værktøjer, som hjalp mig til at forstå kroppens potentiale til at hjælpe mig igennem det. 

Og som jeg altid siger til folk.. Jeg har aldrig sådan rigtig været godt til noget sport eller fagligt, men at føde, det er jeg åbenbart ret god til 🙂

// Sofie